Hjælp
Svar på det klubberne oftest spørger om. Står svaret ikke her, så skriv til support@badmintonplanner.dk.
Hvordan kommer vi i gang?
Når klubben er oprettet, møder du en huskeliste på forsiden med de trin der skal på plads, og fluebenene sætter sig selv efterhånden som I bliver færdige. Rækkefølgen er:
- Klubbens indstillinger — svar-adresse og standard-styrke. Tag dem først, for de bruges af alt det følgende.
- Med-administratorer — så klubben ikke hænger på én person.
- Træninger — rammen: navn, baner, tider og møderunder.
- Træningstider — de datoer medlemmerne kan tilmelde sig.
- Medlemmer — importér fra en .csv- eller .xlsx-fil, eller indsæt listen som tekst.
- Invitér til portalen — send portal-linket til alle medlemmer på én gang.
- Første spilleplan — beregn kampene og send planen ud.
Huskelisten forsvinder af sig selv, når I er igennem.
Hvordan logger administratorer ind?
Administratorer logger ind med en Google- eller Microsoft-konto. Vi opbevarer ingen adgangskoder — det er Google eller Microsoft der står for selve indlogningen, og det er også dem der hjælper, hvis du ikke kan komme ind.
Vigtigt inden I opretter klubben: den e-mailadresse, I bruger som administrator, skal kunne logge ind ét af de to steder. En helt almindelig klub-adresse hos fx et webhotel kan ikke bruges, medmindre den også er knyttet til en Google- eller Microsoft-konto. Det tager få minutter at oprette en gratis konto på adressen, hvis den ikke har en i forvejen — og du bliver bedt om at logge ind, allerede inden du betaler, så I opdager det med det samme.
Hvordan logger medlemmerne ind?
Medlemmerne skal ikke have en Google- eller Microsoft-konto, og de skal ikke finde på en adgangskode. De skriver deres e-mailadresse i portalen og får et link tilsendt, som logger dem ind. Derefter forbliver de logget ind på den enhed i op til et halvt år, så det er noget de gør sjældent.
Portalen kan lægges på hjemmeskærmen som en app — der er en vejledning under Installér i portalen.
Hvad er forskellen på en træning og en træningstid?
En træning er den faste ramme — fx "Mandagstræning" med sine baner, tidspunkter og møderunder. Den opretter I én gang.
En træningstid er en konkret dato under den træning. Det er dem medlemmerne tilmelder sig, og det er dem I lægger spilleplaner for. Uden træningstider er der ikke noget at tilmelde sig, så de skal oprettes for hver sæson.
Hvordan bliver en spilleplan til?
I vælger træningsdagen, gennemgår hvem der er tilmeldt, og lader systemet beregne kampene. Beregningen tager hensyn til styrke, hvem der har spillet med og mod hinanden før, hvor mange kampe den enkelte får, og en række andre kriterier — og I kan justere resultatet i hånden bagefter, hvis der er noget I hellere vil.
Til sidst sendes planen ud på mail og kan hentes som PDF. Mens I planlægger, er tilmeldingen låst, så listen ikke skifter under jer.
Hvad koster det, og hvordan siger vi op?
79 kr. pr. træning pr. måned inkl. moms eller 790 kr. pr. træning pr. år inkl. moms (2 måneder gratis) — samme pris uanset hvor mange medlemmer I er. I starter med 30 dages gratis prøveperiode.
I kan til enhver tid opsige eller skifte betalingskort selv under Abonnement inde i klubben; abonnementet løber til udgangen af den betalte periode. Se vilkårene for detaljerne.
Hvem har adgang til klubbens data?
Hver klub har sin egen database og sin egen adresse. Ingen anden klub kan se jeres medlemmer eller planer, og data ligger inden for EU.
Klubben er dataansvarlig for medlemmernes oplysninger, og vi er databehandler. Rammerne står i databehandleraftalen, som I accepterer ved oprettelsen, og i privatlivspolitikken. Husk at jeres egne medlemmer skal kunne se, hvordan deres oplysninger behandles — I må gerne henvise dem hertil.
Vi bruger Holdsport — kan vi det stadig?
Ja. Badminton Planner er tænkt som et supplement, ikke en erstatning. Tilmeldingerne kan hentes direkte fra Holdsport, så medlemmerne bliver ved med at tilmelde sig dér, mens I bruger Badminton Planner til at lægge og sende spilleplanerne.